Gårdhave med diagonale linier

Denne lille baghave til et rækkehus er udformet som en gårdhave. Flisebelægningen er lagt på skrå, så rummet syner større end det er. Kvadrater af chaussésten pryder belægningen. I nogle af kvadraterne er der bede.

I havens mest centrale bed er der en smuk vandsten og frodige stauder, med et mindre træ som overstander. Træet vil efterhånden give lidt højde til haven, men det er placeret, så det ikke kaster generende skygge. Det har en smuk blomstring og høstfarve.

Havens største bed er fyldt med længeblomstrende roser, stauder og blomsterløg. Der er blomster det meste af året, og om vinteren pryder rosernes orange hyben.

I hjørnerne er der let hævede bede med henholdsvis surbundsplanter og krydderurter. Et tørrestativ er der også blevet plads til, hvor det ses mindst muligt. Det slåes sammen, når det ikke er i brug.