Bladgrønt

Flerårige Grøntsager

Flerårige grøntsager er ikke så almindelige. Men nogle af de mest elskede grøntsager er faktisk flerårige. Bare tænk på asparges og artiskokker. Men der findes en hel masse andre.

Nye madoplevelser

Nogle flerårige grøntsager smager mildt og måske sødligt. Andre smager stærkt som karse, og atter andre smager bittert som julesalat, eller syrligt som citron. Nogle smager af lakrids, selleri, agurk, koriander eller noget helt andet. Men der findes også flerårige grøntsager, der minder om de kendte enårige. F.eks. flerårige bladkål, der ofte smager mildere end grønkål.

De fleste flerårige grøntsager giver mest høstudbytte i forårsmånederne, samtidig med at de enårige grøntsager stadig er bittesmå eller endnu ikke sået. Derfor er et areal med flerårige grøntsager et fint supplement til den almindelige køkkenhave. Man kan ofte spise både skud, blade, blomster og blomsterknopskud á la mini-broccoli, og nogle gange også roden.

Og så er der alle de flerårige spiselige løgplanter i Allium-slægten. De smager alle henad løg, forårsløg, hvidløg eller porre. De giver generelt også mest i foråret, samtidig med at sidste års løg, hvidløg og porrer er ved at blive for gamle, og de nye endnu ikke kan høstes. Man høster først og fremmest bladene, men mange har også flotte spiselige blomster og små spiselige løg.

Pasning

Når et areal med flerårige grøntsager først er anlagt, kræver det ikke så meget pasning. Der skal naturligvis luges lidt, og måske udtyndes lidt. Til gengæld tager det ofte længere tid at høste, da man ofte høster skud, blade, blomster og blomsterknopskud enkeltvis, istedet for at høste hele planten på én gang.

Men man skal hverken bruge tid eller penge på at så og forspire nyt hvert forår, som i en almindelig køkkenhave. Og mens nyspirede grøntsager risikerer at gå til i ukrudt, hvis man tager på ferie i foråret, er etablerede flerårige grøntsager helt anderledes robuste. Desuden kan mange flerårige grøntsager klare sig uden gødning, bortset fra lidt kompost en sjælden gang imellem, og de kan ofte også klare sig uden vanding, når først de er etablerede.

Flerårige grøntsager til alle forhold

De flerårige grøntsager stammer fra vidt forskellige plantesamfund. Nogle foretrækker fuld sol og tør jord, mens andre gerne vil have mere eller mindre skygge og fugt. De fleste tåler dog solen, hvis bare jorden ikke tørrer for hårdt ud. Der er flerårige grøntsager til næsten et hvert sted, uanset om stedet er skyggefuldt, stenet eller med saltholdig sandet jord. -Steder hvor det vil være umuligt at anlægge en almindelig køkkenhave.

Man kan anlægge bede, der ligner almindelige staudebede, med nogle typer flerårige grøntsager. Det kræver bare at man ikke spiser alle de flotte blomster. Andre typer flerårige grøntsager er måske knap så prangende. Dem kan man f.eks. dyrke i bede i køkkenhaven eller under frugttræer.

Eksempler på flerårige grøntsager

Nogle flerårige grøntsager kendes endnu mest som prydplanter. Det er f.eks. flere slags hosta, hvor man spiser de nye skud lynstegt, dampet eller rå, inden bladene folder sig ud. Andre kendes som vilde danske planter, som f.eks. ramsløg, og atter andre er endnu næsten ukendte i Danmark. Nogle var tidligere ret almindelige i landbohaverne, så man havde noget friskt grønt i forårsmånederne, inden man kunne begynde at høste de enårige grøntsager. Det kunne typisk være havesyre, men nogle havde også f.eks. spansk kørvel, kommen eller pibeløg. Se også min artikel: Salat i foråret.


Salat1    Salat2

Tilbage til forside