Haveplan

Have til leg og afslapning

I denne have er det vigtigste, at der er plads til leg. Både børn og voksne i familien elsker at lege.

Ude på græsset er der gyngestativ og klatretårn med rutchebane. Græsset bliver brugt til boldspil og kongespil, og her er naturligvis to fodboldmål. Her er også en bålplads, hvor man kan bage snobrød.

Haven indeholder to terrasser. Den der oftest bliver benyttet, er omgivet af forskellige små blomstrende buske. Grillen er gemt lidt af vejen, så små fingre ikke så let kommer til den. På terrassen er der også  en lille sandkasse, så de små kan lege nær de voksne, når de voksne sidder og snakker efter maden.

Den anden terrasse bruges mest som basketbane, til at cykle på, og til andre lege der kræver et fast underlag. I den ene side af terrassen er der en basketkurv, og i den anden en stor sandkasse. Beplantningen her er bl.a. skovjordbær og søde ribs. Små stier går rundt om både sandkasse og carport, så man kan cykle rundt på forskellig vis.

Havens beplantning består mest af buske, træer og bunddækkestauder. Så når planterne først dækker jorden, kræver haven ikke meget pleje.


Tilbage